Få mest muligt ud af din varmepumpe
En varmepumpe er et økonomisk og miljøvenligt alternativ til oliefyret – især hvis den bliver installeret rigtigt. Energistyrelsen har indført en standard for varmepumpeinstallationer, som kan hjælpe dig med at få det fulde udbytte af din varmepumpe.
Undersøgelser har vist, at varmepumpeinstallationer desværre ikke altid opnår den forventede energieffektivitet, og at dette ofte skyldes selve installationen. Typiske fejl kan f.eks. være, at husets radiatorer er for små til at fordele varmen, eller at rørene mellem varmepumpens inde- og udedel er for små. Begge dele medfører manglende varme i boligen. Hvis varmepumpen er for lille, vil elforbruget blive for højt, da varmepumpens indbyggede elpatron så skal hjælpe med at producere varme. Hvis varmepumpen ikke indreguleres, så den passer til boligens behov, kan det ligeledes medføre manglende varme og/eller et højere elforbrug.
Ny standard skal højne energieffektivitet og kvalitet
For at hjælpe forbrugerne med at få det fulde udbytte af deres varmepumper indførte Energistyrelsen i december 2019 en standard kaldet ’DS 1150:2019 Varmepumper med eldrevne kompressorer – Udførelse af varmepumpeinstallationer med en varmeeffekt til og med 25 kW’. Standarden er udviklet af Dansk Standard i samarbejde med eksperter inden for installation og fremstilling af varmepumper.
Standarden har til formål at højne varmepumpeinstallationernes energieffektivitet og kvalitet. Den stiller krav til arbejdsgange og er opbygget i kronologisk rækkefølge, så den følger hele processen i installationen. Den stiller bl.a. krav til, at installatøren og boligejeren i fællesskab planlægger placering og dimensionering af varmepumpen. Derudover forpligter installatøren sig til at følge en kontrolplan, som følges op med en kontrolrapport.
Et solidt aftalegrundlag mellem dig og din installatør
Ifølge bygningsreglementet er det dig som bygherre, der har ansvaret for, at kravene til installationerne i dit byggeri er overholdt, og at der foreligger dokumentation herfor. I den forbindelse er DS 1150:2019 også nyttig. Du kan nemlig benytte standarden som aftalegrundlag mellem dig og installatørvirksomheden. Standarden er frivillig, hvilket betyder, at det er op til dig og installatøren, om standarden skal indgå i aftalen mellem jer. Som forbruger sikrer du dig, at du opnår den forventede energieffektivitet, mens installatøren får større gennemsigtighed i aftalegrundlaget med dig som kunde.
Du kan læse mere om DS 1150:2019 på Dansk Standards hjemmeside,
ds.dk.





